Netværksaktivitet
Der er stor mangel på frivillige i Røde Kors
Butikken – her er der brug for frivillige både til salg af vare, klargøring af varer og andet forfalden arbejde i øvrigt.
Du vil her møde andre frivillige i en god atmosfære og være med til at skaffe et overskud, der vil gå til sociale aktiviteter både i nærområdet og internationalt.
Besøgstjenesten – Hver uge er der 53 frivillige besøgsvenner i Sæbyafdelingen, der bryder ensomheden hos mennesker, der savner selskab. Behovet for at få tilknyttet en frivillig besøgsven, er dog stødt stigende.
Nogle fordi familie eller venner bor langt væk. Andre fordi de gerne vil have én at snakke med. Måske trænger de til at have en at gå tur med, måske i kørestol eller bare et frisk pust i hverdagen.
Vi mangler derfor flere frivillige besøgsvenner!
Som besøgsven får du hurtigt et helt specielt forhold til modtageren og inden længe er venskabet i fuld gang, og du vil opleve glæden ved at være besøgsven, og hvor let det egentlig er at gøre et andet menneske glad.
Du er savnet når du ikke er der, og værdsat for det du gør. En grå tirsdag bliver pludselig lys. Det er op til dig at finde ud af hvad I vil lave de par timer, I har sammen. Du kan godt glæde dig. Dit besøg er et af ugens højdepunkter.
Flygtningenetværket – her kan det være som kontaktperson eller lektiehjælper for en flygtning, du vil her få mulighed for at møde nye spændende mennesker, samtidig med at du oplever det overskud og den energi det giver at række en hjælpende hånd.
Det er meget vigtigt, at vi hjælper vores flygtninge og indvandrere, så de bliver bedre rustet til at forstå den danske kultur og lære, hvordan det danske samfund fungerer.
I vores Lektiecafé for voksne er der som regel tale ganske almindelig lektiehjælp, derfor kræver det ikke særlige kvalifikationer – foruden lektiehjælp lægger vi vægt på, at hjælpe vores brugere til at forstå den danske kultur og lære, hvordan det danske samfund fungerer. Derfor er det sociale samvær også en meget vigtig del af Lektiecafeen.
Da behovet for flere frivillige er stort, håber vi at mange interesserede kan/vil afse et par timer om ugen til frivilligt arbejde i Røde Kors.